SEF-penge til kulturlivet
Sydfyns Elforsynings Amennyttige fond har netop uddelt 994.669 kroner til 34 projekter i Svendborg Kommune. Se samtlig projekter her og læs begrundelsen for, hvorfor hvert enkelt projekt fik penge fra fonden.

Filippahuset i Hundstrup
Hundstrup Borgerforening har med udgangen af 2021 overtaget Filippahuset i Hundstrup. Huset har de senere år haft en omtumlet tilværelse efter konstatering af store mængder PCB i byggeriet. Det giftige stof er nu fjernet, og huset skal i fremtiden være ramme om borgernes aktiviteter. Men først skal huset ved frivillige kræfter genopbygges og energirenoveres, og til det bidrager SEAF med kr. 40.000
Tveds Uderum – bevægelse for alle
Tveds Uderum vil lave et bevægelsesrum for alle uanset højde, drøjde og alder. Området etableres i nært samarbejde med Tved Lokalhistorisk Arkiv, så man via QR-koder kan gøre Tveds historie nærværende. Her kan man mødes socialt for at styrke- og konditionstræne – og blive klogere på områdets historie. SEAF bidrager med kr. 50.000 til indkøb af motionsredskaber.
Brechtfestivalen – Marie Galante
I vinter – februar – løb Brecht Festivalen af stablen. Festivalen arrangeres af lokale frivillige kræfter hvert andet år. Lidt sent og uventet fik festivalen mulighed for at vise Kurt Weil operaen Marie Galante for et sydfynsk publikum. Copenhagen Chamber Performance kom forbi Borgerforeningen, og en donation fra SEAF på kr. 10.000 gjorde det muligt.
Skolerne i Oure – Resonans
Resonans er en Dannelseskonference – eller et dannelsesfolkemøde, som fik sin ilddåb i 2021. Skolerne i Oure er nu i gang med at skabe ”det svære nummer 2”. Konferencens temaer er i år Teknologi – Demokrati – Kunst – Natur, og stærke kræfter er indskrevet til styregruppen. Det er fx Stine Bosse og Thure Lindhardt. SEAF er også med og hjælper konferencen med kr. 50.000.
Kirkeby Idrætsforening
Svendborg er blevet Padel-sportens Mekka. Ingen andre egne har så relativt mange padel-baner som Svendborg, og Kirkeby Idrætsforening er nu også kommet på landkortet. Padel kan spilles året rundt, og derfor er det ikke nok med lys på banerne, men også på stien mellem P-pladsen og banerne. Det hjælper SEAF med, og bidrager med kr. 40.000.
Svendborg Sommermusik
Svendborg Sommermusik er en forening, der sørger for musikalsk underholdning fredage hen over sommeren på Lilletorv. Der er ikke meget ”nyt under solen”, men vi støtter gerne de gode oplevelser for borgere og turister. Vi kan forstå, det er lidt af et kludetæppe at få økonomien til at hænge sammen, men.. SEAF bidrager med kr. 10.000.
Foreningen Alt Godt
Foreningen Alt Godt repræsenterer en af de nye aktiviteter på Frederiksø. Foreningen har til formål at samle medlemmerne om – ja – Alt Godt. Det kan fx være Pizza, Vermouth og øl produceret i et fællesskab. Udfordringen for mange aktiviteter på Frederiksø er, at lokalerne, som kommunen stiller til rådighed, er uopvarmede. Alt Godt ønsker sig en varmepumpe og SEAF bidrager med kr. 20.000.
AB Bladvænget AB Bladvænget er en andelsboligforening med 284 boligenheder. Boligerne opvarmes med gas, og allerede før de ulykkelige ting, der sker ude i verden, havde foreningen besluttet, at de skulle finde en mere bæredygtig opvarmningsform. Foreningen går professionelt til værks, og indhenter forskellige eksperters rådgivning på området. Denne rådgivning støtter SEAF med kr. 5.000.
Vejstrup Vandmølle I Vejstrup ligger den vel nok bedst bevarede aktive vandmølle i Danmark. Vandmøllen er fredet og dermed under tilsyn fra Kulturstyrelsen. Styrelsen har nu givet tilladelse – og tilskud – til at reparere den aksel, der gør det muligt for vandhjulet at køre rundt. SEAF tager hatten af for den familie, der lægger så megen energi og resurser i at bevare vores kulturarv. SEAF bidrager med kr. 25.000.
Kulinarisk Sydfyn
Corona-tiden har været en prøvelse for mange af os. Det gælder også for Kulinarisk Sydfyn, som ikke har kunnet afvikle deres Fødevaremarked de seneste to år. Nød lærer, som vi ved, nøgen kvinde at spinne. På samme måde måtte Kulinarisk Sydfyn finde andre veje ud til deres medlemmer, og det blev i perioden til en del arrangementer med vild mad i den vilde natur. Erfaringerne har været så gode, at foreningen ønsker sig 10 telte, der kan bruges til sådanne arrangementer. Det støtter SEAF med kr. 30.000.
Svendborg Event - Rundbuehallen Rundbuehallen på Frederiksø bliver i stigende grad brugt som byens store koncertog konferencested. Svendborg Event er tovholder for aktiviteterne i hallen, og det er et stort ønske at kunne bruge hallen hele året, og som de fleste andre steder på Frederiksø kræver det etablering af et varmesystem, og det er ikke en lille sag i den store hal. SEAF bidrager med kr. 100.000. Svendborg Forsamlingshus 1. maj arrangerede Brugerforeningen ved Svendborg Forsamlingshus for første gang ”Loppemarked for guitarer og gear”. Interesserede kan for små penge leje et bord hvorfra man kan forsøge at skille sig af dem effekter, man ikke længere bruger. Hvis ikke der til sådan et arrangement skal være musik, så ved vi ikke hvor, så… SEAF hjælper med nogle tariffer, i alt kr. 5.000.
Svendborg Gymnastikforening – Svendborg Idrætscenter
Der er ikke lang tid til Landsstævnet – ret præcis 2 måneder. Og ufatteligt mange projekter, der støtter op om stævnet, er søsat. Det gælder også for Svendborg Gymnastikforening, som på vegne af foreningerne, der har hjemme i Svendborg Idrætscenter, forsøger at skabe et stort og ”åbent for alle” udendørs fitness område i forbindelse med den nyeste udbygning af centeret. Området vil som sagt kunne bruges af alle på alle tider, og det støtter SEAF gerne med kr. 75.000.
Tåsinge Gymnastikforening
I Tåsinge Gymnastikforening har man etableret en ny aktivitet, nemlig dans og cheerleader. Aktiviteten, som allerede har 60-70 medlemmer mangler 3 transportable spejlvægge, og til det bidrager SEAF med kr. 30.000.
Skonnerten Meta
Skonnerten Meta, som er Danmarks ældste sejlende skonnert (bygget i 1884), har fået en støtteforening, idet der skal megen energi og mange penge til at vedligeholde den gamle dame. Det er 20 år siden skonnerten sidst blev kalfatret, og nu trænger hun voldsomt. Den samlede udgift hertil er kr. 268.000. Mange af de penge ER fundet, og nu lægger SEAF kr. 20.000 oveni.
Teater ViTo
Teater ViTo har hjemme i Skårup. Tovholder, forfatter og instruktør er Torben Hansen, og holdet bag har nu barslet med et teaterstykke med, om og for unge. Emnet er Angst, og behandler den stigende bekymring man kan konstatere blandt unge mennesker. Og det initiativ støtter SEAF med kr. 10.000.
Svendborg Museum - Audioguide
I Audioguiden ”Fortællinger fra Øhavet” vil Svendborg Museum, Geopark Det Sydfynske Øhav og Svendborg Havn bringe historier om Øhavet til søs, så dem, der bruger vandet, kan høre om, hvad de sejler under over og forbi. Det er fortællinger om borge, små øsamfund, minesprængninger, skandaler og meget mere. SEAF bidrager med kr. 60.000.
FLUK
Svendborg har en kunstskole – Fyns Laboratorium for Ung Kunst – eller bare FLUK. De unge mennesker er meget ambitiøse og arbejder meget med natur, bæredygtighed og Verdensmålene. For at kvalificere deres kunstneriske udtryk ønsker de unge kunstnere at tage ved lære af dygtige folk med samme interesser på Kunstakademiet i Hamborg. SEAF betaler togbilletterne med kr. 9.669.
Fyn Rundt for Bevaringsværdige Sejlskibe
Foreningen Fyn Rundt for Bevaringsværdige Sejlskibe er blevet 40 år. For de fleste af de både, der deltager i sejladsen, er det jo ingen alder, men for foreningen er det tid til at samle historier om arrangementet. Det skal ske i en jubilæumsbog med interviews, billeder og meget mere. SEAF hjælper med kr. 10.000.
Svendborg Kultur- og Filmdage
SVEND Filmfest er tilbage på sporet efter års Corona-nedlukning. I år vil byen igen summe af filminteresserede gæster, ligesom filmstjernerne vil kaste glans over vores by. Et tema i ”det store arrangement” er ”Familien”. Fællesnævneren for film under denne paraply er, at de er for eller om familie. Dette tema støtter SEAF med kr. 50.000.
Badminton Grand Prix Svendborg Badmintonklub har for andet år arrangeret Badminton Grand Prix med deltagelse af den danske badmintonelite lige under den absolutte verdenstop. Stævnet har flotte rammer i den nye Haahrs Hal, og klubben og Badmintonforbundet har haft succes med at skaffe midler til et rigtigt professionelt stævne. Klubben mangler noget udstyr til at live streame arrangementet, og det har SEAF støttet med kr. 10.000.
Luna Park Scenekunst
Luna Park Scenekunst genopsætter byVANDring i Svendborg d. 31. maj - 3. juni 2022. byVANDring er en poetisk udendørsforestilling lavet særligt til Svendborg. byVANDring handler om byens maritime hukommelse og hvordan det stadig er byens DNA. Forestillingen handler også om at se sin by på ny og værdsætte dens særlige præg. Forestillingen er for de store børn (+14), unge og voksne. SEAF bidrager med kr. 10.000.
Stenbruddet
Stenbruddet er Værested for byens skæve eksistenser, og brugerne gør, i samarbejde med et engageret personale, en stor indsats for at skabe en indholdsrig hverdag, og, ind imellem, nogle store oplevelser. Snart arrangeres en hel uge med forskellige kulturtilbud kaldet KULTURMIX. Det støtter SEAF gerne med kr. 30.000.
Oplevelsesplads
I et samarbejde med stærke interessenter (fx Go2Green, DGI Verdensholdet, og DGI Landsstævnesekretariatet) er Worldperfect tovholder for et projekt, der vil etablere en oplevelsesplads om bæredygtig udvikling under Landsstævnet. Besøgende vil kunne mærke, møde og lære om bæredygtig udvikling, energi og FNs Verdensmål i et globalt og lokalt perspektiv. Og det lyder jo spændende, så SEAF bidrager med kr. 50.000.
Friskolernes Kordag
Rytmisk Råstof/Spillestedet Harders har fået en ny status som Netværksspillested, hvilket betyder, at spillestedet skal indgå i samarbejder med andre aktører og aldersgrupper for at udbrede store musikoplevelser for såvel børn som voksne. Friskolernes Kordag er et nyt initiativ i denne nye satsning, og her, det første år, deltog 300 børn fra 4 friskoler. SEAF støtter med kr. 10.000.
NATURAMA
I fremtiden vil du måske kunne gå på Svendborgs Naturhistoriske museum NATURAMA uden at gå ind ad døren. Museet ønsker sig nemlig en digital infostorskærm, som skal placeres foran museet. Alle tilladelser er på plads og det er økonomien næsten også, når SEAF kommer med kr. 30.000.
Create festival
Også Svendborg Biblioteks store satsning festivalen Svendborg Graphic har ligget Corona underdrejet. Biblioteket har brugt tiden til at nytænke festivalen, som nu genopstår som CREATE FESTIVAL med mere fokus på VR – virtual reality. Festivalen vil gerne have en VR-biograf, der kan give unikke filmiske oplevelser til børn, unge og voksne – på samme tid. Det vil SEAF gerne være med til og bidrager med kr. 25.000.
Tåsinge Ildsjæle
Tåsinge Ildsjæle har i Tåsinge Frugthave formået at bevare og genplante Bent Nielsens unikke samling af æble- og pæresorter. Frugthaven har fundet jord højt på Tåsinge og derfor med en smuk udsigt over Øhavet. Mange frivillige tager del i arbejdet med at passe haven, men håndkraft alene gør det ikke, så foreningen ønsker sig en professionel slåmaskine. Og pengene til den er næsten i hus, når SEAF kommer med kr. 25.000.
SAK - SKAB
I Svendborgs kunstbygning SAK sker der mange nye initiativer. SKAB er et kunstfællesskab for unge mellem 15 og 25 år. Projektet tager socialt ansvar for unge, der befinder sig i udsatte positioner, og henvender sig til unge, som ikke er en integreret del af de fritidstilbud, som i øvrigt er til rådighed. SKAB er et ugentligt tilbud ”Jeg går til kunst”, hvor de unge møder en professionel kunstner. Og SEAF hjælper med kr. 10.000.
Svendborg Seniorakademi
Svendborg Seniorakademi er en aktiv forening, der bl.a. arrangerer foredrag – ofte af svendborgensere for svendborgensere, men iblandt også spændende foredragsholdere der må rejse længere og også skal have et større honorar. Foreningen ønsker sig et foredrag af forfatteren Jesper Wung Sung, som ganske vist bor i Svendborg, men han er ikke blandt de billigste. SEAF Hjælper med kr. 10.000.
Tredimensionel kunst
En ny forening har set dagens lys: Foreningen for Tredimensionel Kunst. Foreningen har store planer om at etablere et internationalt videnscenter for tredimensionel kunst: skulpturer og arkitektur. Kompetencerne er til stede i Danmark og foreningen søger om hjælp til at få udarbejdet et visionskatalog og et plangrundlag for centerets etablering i Svendborg. Til det bidrager SEAF med kr. 50.000.
Spillestedet Harders
Også på Spillestedet Harders er der store planer. De HAR fået udarbejdet deres visionskatalog for ombygning af spillestedet, og vi krydser fingre. Mens vi venter, opruster spillestedet med en ny daglig leder, hvilket giver behov for flere kontorarbejdspladser OG en ekstra LAN-forbindelse. Den hjælper SEAF med, med kr. 20.000.
Storms hjørne
Storms Hjørne er en borgerdrevet købmandsbutik i Troense. De mange frivillige gør en forbilledlig indsats, og lokalsamfundet bakker op om butikken. Butikkens lokaler er lejede, men en mulighed for at købe lokalerne har nu åbnet sig. Foreningen har flot succes med crowdfunding, men mon ikke, de også kan bruge et bidrag fra SEAF på kr. 50.000?
Handicap Festival
Også Svendborg Handicap Festival har været Corona-ramt et par år. Men nu er foreningen klar igen, og såvel arrangører som gæster ser frem til denne festlige begivenhed. Festivalen tilbyder, som en festival jo skal, festligt samvær med god mad og ikke mindst god musik. Til booking af gode orkestre bidrager SEAF med kr. 15.000. Og samtidig ønsker SEAF: GOD FORNØJELSE.