Integration gennem gryderne
Opdateret: 2. dec. 2021
Kogebogen ”Mad&Kvinder”, hvor en række kvinder med indvandrerbaggrund øser ud af deres opskrifter og deres historier, er netop udkommet . Kvinderne har mødtes gennem mange år i Frivillighuset, hvor de har lavet mad til hinanden - og pludselig opstod ideen om at lave en kogebog.

Bogen indeholder 40 opskrifter fra 14 forskellige lande. Udover madopskrifter suppleres bogen med portrætfotos af Maria Fonfara samt personlige fortællinger om levet liv, identitet og mad. I disse fortællinger er kvinderne optaget af, hvilke fundamentale funktioner maden har i vores liv. Fortællingerne undersøger også, hvordan mad på magisk vis kan skabe forbindelser til vores rødder og gennem dufte- og smagsindtryk bringe os tilbage i tid – og måske endda dulme hjemve og afsavn.
- Jeg er så stolt af, at en årelang drøm nu er blevet til virkelighed. Kogebogsprojektet har fyldt meget, lige siden ideen om den opstod over et måltid Matter Paneer en regnfuld onsdag eftermiddag i Frivillighuset sammen med Sara Mellson for fire år siden, siger Narges Samimi, der er projektleder for Café hos Narges.

Sara Mellson, der har været redaktør på bogen, fortæller også, at de er stolte over den endelige bog.
- Vi ville ikke gå ned på kvalitet, og vi har valgt at den skulle trykkes på ordenligt papir, og med Marias smukke billeder, synes vi resultatet er blevet utroligt flot, fortæller hun.
Narges Samimi har hele tiden i sit arbejde haft særligt fokus på at styrke kvindernes selvtillid og selvværd.
- Jeg synes der ligger så meget råstyrke, kraft og anerkendelse i den her bogudgivelse, siger hun og håber, at bogen også kan bringe noget nyt og godt til lokalsamfundet.
Bogen giver også et indblik i Svendborg som en kulinarisk by med stor kulturel diversitet og mange mini-bazarer.
Mad&Kvinder koster 200 kroner og kan købes i Køkkenfreak, Café Væredygtig, Økologisk Vinimport samt Keramik & Kaffe.
Bogen er støttet af midler fra Nordea-fonden, TrygFonden, Integrationsrådet i Svendborg Kommune.
Al overskuddet går ubeskåret til Kvindeligt, tværkulturelt Madfællesskab.