Vilde dragter på kostumariet
Danmarks Kostumarium har slået dørene for en ny sæson. Kostumariet, der præsenterer fantastiske kostumer og dragter, åbnede sidste sommer og er allerede nu kommet langt i sin udvikling for at blive en af Svendborgs unikke attraktioner. Åbningsudstillingen POMP & PRAGT – Kreationer af skræddermester Lars Andersen viser 90 utrolige dragter skabt af mesterskrædderen gennem mere end 30 år.

Åbningsudstillingen præsenterer overdådige rober og dragter med dekorationer, som det har taget måneder og år at skabe – til teatre, hoffer og operaer. Lars Andersens kreationer er vilde udstyrsstykker med masser af perler, farver og skønhed. Andersen syr aldrig bare bestillingsarbejder, men skaber hvert kostume unikt til den person og den rolle, der skal formes af klæderne. Mange kendte skuespillere har lagt krop til dessinerne. På Kostumariet kan du, foruden selve dragterne, opleve historierne bag mange af dem.

I 2021 nåede 2200 gæster at besøge Kostumariet. Den kommende sommer – med landsstævne og uden corona – vil betyde mange flere gæster, turister såvel som lokale, forventer museet. Bag attraktionen står foreningen ”Danmarks Kostumarium – ej blot til pynt”. Det åbne broderiværksted og den daglige og kunstneriske ledelse drives af broderidesigner Thomas Sjølander. Han styrer museet i samarbejde med bestyrelsen og mange gode frivillige hjælpere.
Kostumariet er åbent onsdag - fredag fra klokken 10 – 16 og lørdage klokken 10 – 14.Det koster 50 kroner at komme ind. Børn under 12 år er gratis.