Klumme: Hjem, alle mulige hjem
Opdateret: 29. jan. 2022
Erfaring og lokal forankring er lige så nødvendig for at føre et steds historie videre, som indoptagelsen af impulser udefra er det. Og kulturens blik på det velkendte minder en del om tilflytterens, skriver BaggårdTeatrets kommunikationschef, Jon Albjerg Ravnholt.
Noget af det bedste ved at have boet flere forskellige steder er, at den nostalgiske følelse af at vende hjem ikke er isoleret til ét specifikt sted. Sådan tænkte jeg, da jeg i julen en aften gik rundt i den gamle bydel i Rønne, hvor jeg indtil for nylig boede i ti år. Pudret med et tyndt lag sne tog alt sig langt mere eventyrligt og idyllisk ud, end det gjorde, dengang det var hverdag, og de brostenstoppede gader mest betød, at vores cykler konstant raslede fra hinanden.
Sådan tænker jeg også, når jeg i Svendborg drejer om et hjørne og kan huske, at her gik jeg som barn med min farmor, her boede hun en årrække, i den kirke arbejdede hun. Eller her drak jeg øl med Thomas og Morten og Mikkel, der alle var ældre end mig, her blev vi smidt ud af et værtshus, fordi jeg var 15 og fuld og dumkåd og ved at få bank. Eller deromme på den anden side af skovbrynet boede min mormor og morfar ud til sundet, der blev min kusine og fætter begravet. Nu er det ikke bare et Svendborg, jeg besøger, nu er det også lidt mit. Jeg bor her ikke, men jeg er en del af byen.
Noget andet af det bedste ved at bo flere steder er, at man hver gang kommer til et nyt sted med tilflytterens ukuelige optimisme og et blik for muligheder, muligheder, muligheder overalt. Som er noget af det allersværeste at bevare, når først man har fundet sig til rette og har lært, hvad der kan lade sig gøre her.
På Bornholm snakkede jeg med en kammerat om en fælles tilflytterbekendt og den butik med kunsthåndværk, hun åbnede i garagen til sit hus i én af de brostensbelagte gader i den gamle bydel. Hun sprøjter læssevis af keramik ud af den butik nu, så de kunstnere, der leverer til hende, næsten ikke kan følge med. Men havde hun spurgt nogle af os, der allerede kendte Rønne, til råds, inden hun byggede garagen om og åbnede butik der, havde vi da sagtens kunnet fortælle hende, at det overhovedet ikke ville kunne lade sig gøre at lokke kunder om i den sidegade, uanset hvor mange bænke hun satte ud på fortovet for at skabe miljø, og hvor meget gratis kaffe hun serverede. Nøjagtig som jeg fik det forklaret af mere erfarne rønneboere, da jeg nogle år forinden havde kig på et cafélokale, hvor jeg ville lave bogcafé med udsigt over havnen sammen med en veninde. Det var et dødt sted, der kom ingen forbi, det – det er ved at blive byens alternative centrum for kunstnere og kreative.
Erfaring og lokal forankring er lige så nødvendig for at føre et steds historie videre, som indoptagelsen af impulser udefra er det, hvis ikke byen skal forvandles til et frilandsmuseum eller en kulisse, der står tilbage som et vidne om forne tiders storhed. På samme måde er omflakken ikke et mål i sig selv, hvis ikke man gør en indsats for at slå rødder der, hvor man lander. Sætte sit præg på det sted, man nu er blevet en del af, gøre det til endnu et hjem. Også selvom det ikke behøver at være for tid og evighed.
Og selvom man ikke flytter rundt, kan man sagtens flytte sig. Det er noget af det, os, der
arbejder med kultur, prøver at hjælpe til med. Kulturoplevelsen giver nye blikke på det
velkendte, strør rundhåndet sne, aske, festøv og gylle ud over de stræder, vi har vores
daglige gang i, tvinger os til at se dem med andre øjne og tage stilling til, om vi skal gå på
tåspidser gennem moradset eller drukne os selv i herlighederne. Den forandrer vores måde
at opleve verden på. Også den verden, der er vejen ned til børnehaven eller hen at handle.
Kulturoplevelsen bliver en referenceramme for os: Vi gøs frydefuldt over sange om at slå
med sin kæreste, før vi havde fået vores første kys, nu flygter vi fra øksemordere og lader os
trække ind i de mest forkvaklede vrangforestillinger om sandt og falsk og lærer måske at
forstå andre måder at opfatte verden på lidt bedre i stedet for bare at fordømme dem blankt.
Også selvom deres opfattelse er forkert. Eller også gør vi ikke, det er ikke kulturens rolle at
gøre os til bedre mennesker eller styrke vores samfundssind. Kulturoplevelsen skal ikke
gøre noget for os, det er vores opgave at få noget ud af den. Det er det, der gør os til bedre
mennesker og samfundsborgere og ikke øksemordere.
Men noget af det bedste ved at have arbejdet med flere forskellige former for kultur er, at
den nostalgiske følelse af at vende hjem ikke er isoleret til én specifik kunstform. Sådan
tænker jeg, når jeg møder det velkendte igen, og det alligevel er nyt. Når skuespilleren på
teatret henvender sig direkte til min kone under en forestilling, og nedbrydelsen af den fjerde
væg føles lige så grænseoverskridende som for 100 år siden. Når guitaren i en
hardcoresang hugger på den der måde, det tog mig adskillige år at føre tilbage til min
barndoms AC/DC-plader på min storebrors værelse. Når en linje i en roman indfanger den
måde, min far tager telefonen på, og får mig til at se det som et alment træk ved urokkelige
ældre familiefædre på tværs af kulturer. Og så videre.
Kulturen tilbyder et nyt hjem, adskillige mulige hjem, gang på gang. Og noget af det bedste ved at arbejde med. kultur er, at det er en anden måde at tvinge sig selv til at se ens velkendte hjem på nye måder. Igen og igen.
Jeg ved ikke, om man kan sige, at Svendborg er et hjem for mig, når jeg godt nok arbejder
her, men ikke bor her. Jeg ved ikke, hvad der skal til for at kunne påberåbe sig noget sted
som et hjem. Dele af Madrid og Buenos Aires føles som hjem, andre er fuldkommen
fremmede. På Bornholm pågik en årtier lang diskussion om, hvornår man var bornholmer,
hvor mange slægtsled tilbage, man skulle have boet på øen, før man var rigtig bornholmer;
for alle andre var jeg bornholmer, ledsaget af en vis mistro, så snart jeg havde fået
folkeregisteradresse på øen; på den avis, hvor jeg arbejdede, lavede vi en kampagne for at
rumme alle med et forhold til øen som bornholmere (og sælge dem et abonnement, nu vi var
i gang med at knytte bånd).
Men noget af det bedste er at dreje om et hjørne og føle sig hjemme og få lyst til at bruge
det på en helt ny måde.