Giant Steps i luften med et brag
Med et imponerende bidrag til den landsdækkende Vinterjazz Festival skyder jazzforeningen Giant Steps gang i et forår med koncerter med både veletablerede og nye navne fra jazzens og verdensmusikkens landskaber.

Giant Steps nye koncertprogram er udkommet, og publikum kan se frem til en sæson med et overflødighedshorn af oplevelser. 21 koncerter med jazz og verdensmusik venter forude, og de medvirkende musikere er hentet fra både ind- og udland. Store kendte navne blander sig lystigt med nye talenter, mens musikken er fyldt med alverdens farver.
Såfremt det atter bliver muligt at afholde koncerter, er Giant Steps klar med sæsonens koncerter fra torsdag aften d. 20. januar, og det hele starter med en lille festival. Nærmere bestemt den årlige landsdækkende Vinterjazz-festival, som musikforeningen endnu en gang er en del af. Denne gang med i alt seks koncerter.

Det bliver den herboende cubanske congavirtuos i verdensklasse Eliel Lazo, der åbner ballet d. 20. januar med en omgang sprudlende varm afro-cubansk jazz. På den hjemlige scene har han spillet med gud og hver mand, bl.a. Savage Rose, Mikkel Nordsø, Hanne Boel, Bobo Moreno og Sinne Eeg - på den udenlandske med store navne som Herbie Hancock, Wayne Shorter og Michel Camilo. Denne aften er Lazo omringet af sine musikalske venner - et sandt drømmehold hentet fra den danske jazz- og verdensmusikscene, heriblandt den originale kritikerroste keyboardmester Morten Schantz, der har turneret verden rundt med fusionsbandet JazzKamikaze.
Sæsonens mange koncerter vil igen blive afholdt i Den Blå Kirke på Lundevej 5 i Svendborg. Her vil man inden musikerne går på scenen kunne købe en lækker menu serveret af Restaurant Resumé.
Hele concertprogrammet kan hentes på blandt andet Svendborg Bibliotek i papirudgave og i en digital udgave på www.giantsteps.dk. Billetter skal købes på Billet.dk.