Tre år i studiet bliver til mangfoldigt album
Søren Skarby Kæmpefisk bliver til digital kunst
Han er vild med fisk og har brugt år på at lave superdetaljerede fotografier af danske fisk. Nu skal Søren Skarbys fisk sælges som unikke digitale kunstværker, de såkaldte NFT´er.
Pressefoto: Mikkel Heriba

Rødspætte. Foto: Søren Skarby
Søren Skarby har brugt timer, dage, måneder og år på at fotografere fisk. Ud over at være fotograf er han inkarneret fluefisker, og han indrømmer gerne, han er besat af livet under vandet. Mange har sikkert allerede se hans billeder af fiskene, de har nemlig været udstillet som gigantiske fotostater, blandt andet på Naturama i Svendborg. Nu kan man købe fiskene som unikke digitale kunstværker, det der hedder NTF´er. NTF står for non-fungible token, hvilket oversat til almindeligt dansk betyder, at billedet ikke kan kopieres, og at køberen er den eneste ejer.
- Man skal se det lidt, som når man køber et unikt kunstværk eller et nummereret litografi. Her er det bare digitalt, og man får glæden ved at eje det – og blæreværdien – ligesom, hvis man havde købt et maleri i stedet for en plakat af maleriet, siger Søren Skarby.
Søren Skarbys oprindelige tilgang til at fotografere fisk i meget høj opløsning var oprindeligt naturvidenskabelig, og han havde et ønske om at sætte fokus på naturen under havet.
- Jeg er jo stærkt optaget af havets tilstand, og at rigtig mange fiskearter har det rigtigt dårligt og nogle af dem er reelt ved at uddø. Men mange har også set mine billeder som kunstværker, og mange har troet, at det var superdetaljerede oliemalerier, så tanken har hele tiden været der, fortæller Søren Skarby.

Savgylte. Foto: Søren Skarby
NFT´er breder sig som en steppebrand i kunstverdenen, og det er meget bredt, hvad kunstnere forsøger at sælge. Man kan ud over kunstværker - der ofte er skabt digitalt – for eksempel også købe verdens første tweet og Nelson Mandelas arrestordre som NFT. Et stort hit i NFT-verdenen lige nu er en indonesisk mands selfies hver dag gennem otte år, der sælges enkeltvis. Det fortæller Nikolaj Amstrup, der har hjulpet med den tekniske side af at få Søren Skarbys fisk ud i set store NFT-hav.
- Man skal ikke se det som traditionelle kunstværker. Der er et overlap fra for eksempel spilverdenen, hvor man kan købe ting i spillet, man kun selv ejer - eller underlige kuriøse ting. Et lille hjørne er så fotografer, grafikere og kunstnere, der har en lille bid af markedet, hvor der omsættes for milliarder, fortæller Nikolaj Amstrup.
De digitale kunstværker købes med kryptovaluta, Søren Skarbys fisk skal købes med valutaen Etherium, men man kan dog også betale i dollar. Søren Skarby og Nikolaj Amstrup håber at fiskene rammer rigtigt på det nye digitale marked.
- Det er nogle fuldstændig syrede ting, som der pludselig bliver skabt en hype om, så vi må se om billeder af fisk, måske kan ramme en gruppe ude i den digitale verden, slutter Nikolaj Amstrup.
Hvis man ikke har mod på at købe Søren Skarby fisk digitalt, er han i gang med at skrive de sidste kapitler til en helt traditionel bog printet på papir, der udkommer senere på året.
Se video om Søren Skarbys projekt her.
Se NTFerne her. Se hjemmesiden om projektet her: scaledup.life